Tillidsbaseret ledelse

Tillid mellem ledere og medarbejdere opstår, når begge parter forventer, at den anden part vil en det bedste, gør sit bedste og er i stand til at løfte sine opgaver. Tillidsbaseret ledelse handler derfor om, at medarbejderne oplever, at du som leder har positive forventninger til deres kompetencer og intentioner. Du kan også styrke tilliden i relationen til dine medarbejdere ved at have fokus på, om medarbejderne oplever, at de kan være fortrolige med dig og at du som leder er forudsigelig.

Hvorfor er det vigtigt?

Forskningen viser, at organisationer, der har tillidsfulde relationer mellem ledere og medarbejdere, har mindre behov for kontrol. Det betyder blandt andet, at tillidsfulde organisationer er mere innovative, er bedre til at samarbejde og kommunikere og har mere tilfredse medarbejdere, der skaber bedre resultater.

Hvordan kan man arbejde med tilidsbaseret ledelse?

Der er mange måder, du som leder eller I som organisation kan arbejde med tillidsbaseret ledelse. Vi har lavet et materiale, som kan hjælpe på vej. Det indeholder blandt andet:

  • En kort beskrivelse af temaet og fokusområder for arbejdet
  • Refleksionsspørgsmål, der kan inspirere til nye overvejelser
  • Et par eksempler på, hvordan man som leder eller organisation kan arbejde med tillidsbaseret ledelse

Der er én pdf til dig, der er leder og gerne vil vide mere om eller arbejde med tillidsbaseret ledelse i dit eget lederskab.

Den anden pdf er til organisationer, der ønsker at arbejde med tillidsbaseret ledelse som en del af den strategiske ledelsesindsats eller som gerne vil skabe gode rammer for, at organisationens ledere kan arbejde med temaet.  

Hvilke spørgsmål stiller vi om tillidsbaseret ledelse?

I spørgeskemaet stiller vi nedenstående spørgsmål til medarbejderne. Leder og overordnet leder får tilsvarende spørgsmål, blot tilpasset sprogligt.

De næste spørgsmål handler om din oplevelse af, om din leder baserer sin ledelse på tillid. Tillid er noget grundlæggende i relationen mellem leder og medarbejdere. Det handler også om, om din leder har tillid til, at du og dine kolleger har de rette kompetencer til at løse jeres opgaver, og at I går til opgaverne med den rigtige indstilling. 

Hvor enig er du i følgende udsagn?

  • Min leder udviser tillid til mig.
  • Min leder udviser tillid til mine kompetencer.
  • Min leder viser, at han/hun grundlæggende tror på, at jeg gør mit bedste.
  • Jeg kan tale med min leder om fortrolige ting.
  • Der er sammenhæng mellem, hvad min leder siger, og hvad min leder gør.


Spørgsmålene besvares på en 5-points-skala, der løber fra (1) "Helt uenig" til (5) "Helt enig". Det er også muligt at svare "ved ikke" og "ønsker ikke at oplyse" på alle spørgsmål.

Forskningen bag

Temaerne i den fællesoffentlige ledelsesevaluering er udviklet på baggrund af dansk og international forskning og i tæt samspil med ledere, medarbejdere og HR-aktører i den offentlige sektor. Spørgsmålene er afprøvet i en række pilottest. Derefter er spørgsmålsformuleringerne tilpasset, så de opleves som meningsfulde for både ledere og medarbejdere på tværs af den offentlige sektor. 

Hvis du vil læse mere om forskningen i tillidsbaseret ledelse og hvordan vi har udvalgt og afprøvet spørgsmålene til temaet, kan du se mere her: